Gitte Winter Graugaard
International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning
Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde...
Ankomst til kærlighedsbjergene
Sådan kommer du ned i hjertet og finder Kærlighedsbjergene.
I sidste blog skrev jeg om, hvordan du forbereder en dejlig rejse til Kærlighedsbjergene med børnemeditation. Hvis du vil læse med helt fra starten, skal du starte her i den første blog om Turen til Kærlighedsbjergene.
I dag delte jeg et billede på min facebook kanal om højtlæsning med titlen “There is no app to replace your lap”.
Jeg bliver ofte spurgt om mine bøger er på lydbog. Det kunne være en god forretning. Lydbøger er i stor vækst. Jeg elsker selv lydbøger. Man kunne også argumentere for at en lydbog ville være en genvej ned i hjertet.
Men jeg vil så gerne hjælpe med at skabe nærvær og kærlighed i familier ved sengetid. Det bedste for jeres børn er, at I læser hjertemeditationerne højt. Der sker en masse gode ting inden i jer og et stærkt bånd knyttes, som barnet kan bruge som indre styrke og vejledning. Der sker også en hel masse i kroppen, når I ligger der sammen hjerte til hjerte / sjæl til sjæl.
“Så rigtigt! Dine bøger er fantastiske og det er i høj grad af den grund, tak“, skriver en mor på Facebook i dag. Den magi I mærker, når I putter jeres børn i Kærlighedsbjergene er den reneste form for kærlighed, der findes og måske det allersmukkeste vi har.
Derfor har jeg ikke lavet lydfiler til børn under 12 år til mine bøger.
Orker du det ikke
Er du selv træt og orker ikke at putte dit barn, kan jeg godt forstå det. Nogle aftener er man bare helt flad og når man lægger sig ned ved siden af barnet, er det som om, der ikke er flere ord.
Men prøv alligevel. Start med at fortælle dit barn, at du er træt og lige skal ligge lidt. Træk vejret sammen. Mens du finder ind til dit eget hjerte, lærer du dit barn at skifte frekvens. Det er guld værd for dit barn at se dig skifte, hvad vi ville kalde humør, men i virkeligheden er vibration.
Når jeg selv ligger der, bruger jeg mit hjerteåndedræt. Jeg har lavet en lille video til dig, der viser dig, hvordan det fungerer. Det er i min optik GENIALT og virker hver gang for mig. Det hjælper mig også, hvis jeg ikke selv kan sove.
For porten til drømmeland er som bekendt i hjertet. Derfor virker mine bøger med hjertemeditationer rigtig godt, når du vil hjælpe dit barn til bedre søvn.
Lær at lave et hjerteåndedræt
I denne video introducerer jeg dig til hjerteåndedrættet, som du nemt kan bruge igennem hele din dag og som børn også nemt kan lære.
Kan du ikke altid være ved dit barn ved sengetid?
Måske er du skilt fra dit barns anden forælder og ville ønske dit barn kunne høre bøgerne med børnemeditationer i sit andet hjem også ved puttetid? Det første skridt ville i så fald være at give barnet bogen med på skiftedagen, så den anden forælder kan tage stilling til, om det er noget, han/hun har lyst til. Ønskescenariet vil være at opbygge en kultur, hvor det er helt ok at sende kærlighed til den anden forælder og eventuelle familie ved sengetid. Når man gør det fra begge hjem, vil det kunne bygge en virkelig værdifuld kærlighedsbro mellem barnets to hjem. Det vil også give barnet mindre savn i hverdagen at vide og mærke, at barnets to hjem hænger mere sammen.
Hvis den anden forælder ikke vil læse højt, kan du selv indtale den hjertemeditation dit barn bedst kan lide på en diktafon app, som også findes i gratis versioner.
Det kan du også gøre, hvis du af og til arbejder aftenen eller er på rejser og kan ikke altid være hjemme hos dit barn ved sengetid til godnat læsning.
Min datters iPad er fyldt med sådanne lydfiler, jeg har indtalt til hende gennem årene. Dem bruger hun, når jeg ikke kan være hjemme.
Fem gode råd om børnemeditation
I den næste blog giver jeg jer fem gode råd, hvis børnemeditation er nyt for jer. Den er lige på trapperne.