Gitte Winter Graugaard
International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning
Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde...
Fra pølsefabrik til køkkenhave
Hvordan ser fremtidens børnefællesskaber ud? I en blogserie kigger jeg ind i fremtiden og glæder mig til at høre, hvad du mener og har reflekteret over. Denne blog er den første i rækken. God fornøjelse.
Kan du også mærke, at der er samfundsforandringer på vej? Vi er lige midt i en brydningstid.
Måden vores samfund er skruet sammen på er forældet. Vi arbejder for mange timer, har mere fokus på modeller, bundlinjer, rapportering og procedurer end på at være noget for nogen – for hinanden og for vores planet. Vi står overfor en ny valgkamp, som til trods for, at støvet knap har lagt sig efter endnu et folkemøde i idyl, nok vil bære mere præg af bekrigelse end forbrødring. Vi oplever krig i Europa, klimaforandringer og de politiske fronter og alliancer trækker de store kort frem på hånden.
I pandemiens skarpe skær så vi pludselig på os selv og vores hverdag med nye øjne. Da al ting pludselig gik i stå, opdagede vi, hvad vi godt vidste: At vi løber for stærkt med for få pauser og for lidt mening og på bekostning af det, der netop giver livet mening – vores elskede børn. De savner os! De er væk fra os alt for mange timer i døgnet. Deres skolesystem er forældet. Måden de bliver bedømt på, giver ikke mening. Pensum er forældet. De bliver ikke klædt på til den fremtid, der møder dem. Der er for meget fokus på hjerne og for lidt på hjerte. De sidder alt for stille i alt for små rum med alt for mange børn i. De er naturberøvet. Deres skolegang giver ikke mening for dem!
Alt for meget mistrivsel
Mistrivslen vælter lige nu ud af de forseglede brevsprækker på vores boliger, som minder os om en glemt tid, hvor alt gik mere langsomt. Da vi skrev breve til hinanden, var penneveninder, ringede på fastnettelefonen og sludrede først med den, der tog den, før vi blev stillet om til den, vi skulle tale med. I jagten på effektiviseringen har vi kørt os selv over og leder nu efter åndehuller i en hverdag, der minder mere om et kapløb end en tilværelse. At være til i dag er blevet svært.
Vi har været kollektivt på afveje alt for længe. Så længe, at WHO forudser at stress og depression er de største folkesygdomme i 2030 (hvis ikke allerede).
Når 430.000 danskere har symptomer på alvorlig stress hver dag (cirka 12 % af befolkningen) (i følge AS3) påvirker det mange familier.
Så her i denne brydningstid er det første, vi må gøre – at stoppe op og mærke efter. Er jeg på afveje i mit eget liv? Er jeg glad? Har jeg mere næring i mit liv end tæring? Har mit barn mere næring i sit liv end tæring? For fakta er, at når summen af det, der tærer på os, overstiger summen af det, der nærer os, bliver vi så belastede, at vi kan få stress.
En kollektiv blindgyde
Jeg tror, at mange forældre lige nu indser, at de af mange årsager er landet i en af livets blindgyder. Jeg oplever det ofte i min coaching forretning og via mit forfatterskab, som er nået ud til tusindvis af familier. Det er ikke rart. Det føles som at være faret vild, som at gå i en sky og ikke kunne se vejen, eller som at have bind for øjnene. Står du også i en blindgyde med en høj mur, du ikke har lyst til at forcere foran dig? Og har du heller ikke lyst til at gå tilbage ad den vej du kom? Hvordan føles din livsomstændighed lige nu for dig?
Når vi så har trukket vejret lidt og mærket efter, skal vi tage nogle beslutninger. Lige nu er der brug for, at vi alle sammen træffer nogle beslutninger, der kollektivt set gør en forskel. Compassion, mening, forskel, kærlighed, fællesskab, mangfoldighed er vejen frem.
I det fremtidsforskningsnetværk jeg er en del af under fremtidsforskerne Anne Skare Nielsen og Henrik Hovgaard kalder vi det fra “Tribal” til “Planetary”. Vi skal holde op med at bekrige og bedømme hinanden som præmiepølser på række og i stedet skabe en fredelig sameksistens. Det gør vi i følge Anne og Henrik ved hele tiden at tænke i fra “mere til bedre.”
Tilmed tror jeg på, at de børn der fødes lige nu er super-empater, som kommer hertil for at føre os i den rigtige retning. Men som jeg argumenterer for i min TEDx stempler vi dem og får dem til at føles sig forkerte, når de ikke passer ind i vores forældede skolesystem. Vi må kunne gøre det bedre!
I denne lille blogserie kaldet “Fremtidens Børnefællesskaber” spotter jeg nogle trends, som du måske kan se ind i og læne dig op ad – eller endnu bedre udvikle dine egne trends ud fra.
Taberpølser hører fortiden til
Min ældste datter går nu ud af 9. klasse, og der er slående lidt forskel på, hvad skolen i dag tilbyder, og hvad jeg oplevede i min skoletid. Den mest markante forskel – udover deres smart boards, der får vor tids kridtskyer til at støve gevaldigt – er, at de er flere børn i klassen, færre voksne omkring dem, og at de går længere tid i skole.
Jeg har tidligere omtalt skolen i Danmark som en pølsefabrik med taberpølser og vinderpølser. Når samfundet tilbyder “one size fits all” kan mange børn nemt komme til at føle sig forkerte.
De kommer her som hver sin fine blomst og skal passes og plejes, som de hver især har behov for indtil de selv kender sig selv så godt, at de selv ved, hvad der skal til for, at de blomstre.
Det er tid til at gøre op med bedømmelsen af vores børn. Vi slukker lysene i deres øjne. Jeg kan ikke komme med et eneste argument, der tilgodeser barnet i den måde, de i dag bedømmes på.
Især kan jeg ikke se, at nogen børn kan blomstre med et skilt i panden, hvor der står taberpølse. At vinderpølserne får helt andre problemstillinger at forholde sig til, som perfekthedskultur, præstation og selvværdsproblematikker er en snak til en anden dag.
Ryd op og skab liv i køkkenhaven
Jeg ser skolerne lige nu som en stor fælles pølsefabrik med en rammeforståelse, der er blevet udsultet for næring gennem mange år pga. besparelser.
Hvad nu, hvis vi forvandlede pølsefabrikkerne til køkkenhaver?
På Fuglebjerggaards hjemmeside skriver gartneren. “Når man dyrker have er det egentlig ikke planterne, man skal bekymre sig mest om, det er jorden, man skal ødsle sin kærlighed ud over, det er den, man dyrker, ikke kun grønsager og blomster.” Det kan vi jo lige tænke lidt over i vores sammenligning af skoler med køkkenhaver.
Måske troede man en gang, at alle børn var ens. Det ved vi heldigvis, at de ikke er i dag. De bekender kulør. De råber højt. De vil ikke i skole. De trives ikke. De siger – jeg passer ikke ind der på pølsefabrikken.
Hvis vi nu sagde, at alle børn var mindst ti forskellige grøntsager i køkkenhaven, kunne man tænke, at der er ti typer planter, der mindst forgår. Det har Samvirke skrevet en artikel om: “10 planter, der ikke kan slå fejl i køkkenhaven”.
Men ville det ikke være enormt kedeligt hvis der kun fandtes kartofler, timian, gulerødder og rødbeder i blandt vores børn. Vi ved jo, at der er så mange flere nuancer, så hvorfor har vi endnu ikke forstået, at skolen i dag ikke kan rumme den forskellige næring børnene har brug for? Børn har brug for at lære at blomstre som deres blomst bedst blomstrer.
Fremtidsforudsigelse # 1: Fra pølsefabrik til køkkenhave
Vi skal væk fra one size fits all og hen mod en forståelse af, at alle børn blomstrer i den rette muld.
Vi skal gå fra at tænke effektiv pølsefabrik med præmiepølser og taberpølser til blomstring, næring og vækstvilkår i en køkkenhave.
Der skal meget mere fokus på muld og vækstforhold end på den enkelte blomst. Det gør vi ved at ændre fokus fra produktion til næring.
Den industrielle tidsalder har sat sine effektive spor i vores måde at tænke skole på. Det er input og output lige nu, og det virker ikke for vores super empatiske børnegeneration.
I fremtiden vil vi se børnefællesskaber spire frem i forskellige former for muld, hvor de har de vækstvilkår, der er gode for dem.
Lærerens rolle bliver ikke at længere at putte viden ind i – og bedømme blomsten, men vil i fremtiden handle meget mere om at gøde og pleje jorden, så blomsten kan vokse i sit eget behagelige tempo, hvad end det er. Læreren går fra at være vidensbank og bedømmer til at være gartner, der kultiverer haver med mange forskellige blomster i. Det handler mere om miljø end arv. Viden skal fremtidens børn nok få masser af. De har ikke brug for huske en masse viden, som vi havde før internettet kom. De har brug for at blive motiverede til og lære forskellige måder at tilegne sig viden på. Jeg tror på, at når trivslen er på plads, vil alle børn automatisk får lyst til at lære. For jeg har endnu ikke mødt et barn, der ikke var nysgerrig på verden fra barnsben.
I stedet for karakterer kan vi på planteskolen bede om en opskrift på gode vækstbetingelser for den individuelle plante. Tænk, hvis et barn gik ud af folkeskolen med en forståelse af at hver blomst blomstrer i rette muld, kender sine egne vækstbetingelser og forstår at bygge broer på tværs af diversitet og mangfoldighed. Hvad ville der så kunne ske?
Hvad tror du?
Er du klar til at tale mere om fremtidens børnefællesskaber? Jeg holder foredrag og workshops. Kontakt mig på hello@gittewintergraugaard.dk.
Skriv også gerne en kommentar herunder. Jeg er spændt på, hvad du tænker om fremtidens børnefællesskaber.
Hvor er det bare GODT skrevet; jeg er så utrolig enig og bakker op. 🙏🌿☀️♥️
Hvordan når dit/jeres arbejde “de rette” hjerter?
Det må også være fællesskab. At vi hjælper hinanden med at efterspørge noget andet. 🌱🙏🙏🥰♥️
Det er jeg glad for at høre Kristine. Heldigvis spirer en masse gode tiltag frem lige nu. Men man skal turde bryde ned for at kunne bygge op igen. Og efter nedbrydning kommer ofte kaos. Jeg tror, vi skal udvælge nogle kommuner, der skal starte med fremtidens skoleform, og så lade resten følge med. Det kræver mod for der er en masse jobs på spil, når vi ændrer så stor en institution, der er fyldt med så mange problemstillinger. Fremtidens skole kommer også til at involvere forældre og bedsteforældre i langt højere grad, så der er også en arbejdsmarkedsændring på vej. Der skal sættes et stærkt hold internt i kommunen med en blanding af visionære lærere, leder og pædagoger og så eksterne som har erfaring udefra.
Hej Gitte
Du rammer lige ind i min helt store kæphest lige for tiden. Tak for din fine artikel.
Jeg har arbejdet i skolesystemet, på plejehjem, med unge mellem 18 – 30 år(der følte sig vildfarne i systemet), og i den seneste tid i børnehave og vuggestue. Det er som om, at livet har ført mig fra den ene institution til den anden, for at se hele paletten fra fødsel til grav.
Og samtidig har jeg, i alt for mange år, personligt udfyldt rollen som en af dem, der løber alt for stærkt.
Noget, der bliver tydeligere og tydeligere for mig, er den gennemgående meningsløshed, der går igen alle disse steder, på trods af, at de kære børn, unge og ældre er omgivet af kærlige hjertevarme mennesker, som ønsker, at gøre alt det bedste.
Nogle af de søde små uskyldige vuggestuebørn er ofte i institution i mere end 9 timer dagligt. Det var der ikke mange voksne, der kunne holde til.
De fleste institutioner er indrettet som en slags pseudo virkeligheder, hvor alt er indrettet til børn i en bestemt alder. De må ikke kunne komme til skade med legetøj og legeredskaber eller på legepladsen. Rummene i institutionerne er næsten altid med grå linoleumsgulve og hvide vægge med en konstant svag summen fra en ventilator i hjørnet. Pædagogerne, hvis normering, er skåret helt ind til benet, pisker rundt for at opfylde børnenes basale behov, som mad og drikke, bleskift og middagssøvn. Og hvis de små er heldige, en arm at hænge på, når de er kede af det. Hen på de sene eftermiddagstimer, hvor de små poder efter en alt for lang dag, er totalt overstimulerede og udmattede, er der ofte alt for få trætte arme, at hænge på.
Lige inden lukketid kommer de sidste forældre løbende ind ad døren, med en sky af dårlig samvittighed omkring sig.
Gad vide hvordan de sidste par timer inden sengetid, kommer til at forløbe?
Bliver børnene placeret med en I-pad, mens forældrene laver mad, vasker tøj og mundhugges om opvasken?
Eller bliver de stakkels små poder proppet med søde sager og gaver, som et krampagtigt forsøg på at råde bod på forældrenes dårlige samvittighed?
Eller er de måske så heldige, at der er tid til en lille hyggestund, inden de små og deres forældre falder i søvn kl 18 henover aftensmaden? Hvad der sker i de små hjem, er nok meget forskelligt, men jeg tror, at det er smerteligt for alt for mange, både børn og voksne.
Livet i institutionerne har alt for lidt med det virkelige liv at gøre. Hvordan skal livet give mening, hvis man bliver placeret i en institution, de fleste af dagens vågne timer?
Hvordan skal børnene finde deres rolle i familien og få en følelse af, at de har betydning?
Hvordan skal de kære nye verdensborgere lære at begå sig, når de fra deres første ord og skridt bliver bedømt på, hvor de er placeret på “normal” kurven?
Fra dag 1 i børnenes lange institutionsliv, bliver de trænet og skolet i, at passe ind i systemet. Hvis deres udviklings kurve er for afvigende, får de en diagnose, som et udtryk for at de ikke evner at tilpasse sig til samfundets normer og forventninger i det omfang, der forventes af et individ på deres alder. Vi er omtrent ligeså hjernevaskede som dem, der går i krig, andre steder i verden. Bare på en lidt mere avanceret og usynlig måde.
Og Gud ske lov, er der til stadighed flere og flere børn og unge, der ikke lige lader sig tilpasse til den åndsforladte verden, vi har skabt. De er vores håb for en lysere fremtid. Men det er benhårdt for dem, at have den rolle. Og jeg spekulerer tit på, hvordan vi kan støtte dem i at holde fast, i det de mærker og tror på. Og hvordan vi kan skabe meningsfulde livs fællesskaber, hvor alle kan trives sammen med vores kære Moder Jord, som lider mindst ligeså meget som os andre, på grund af vi menneskers jagt på underholdning, magelighed og ussel mammon.
Da jeg for nogle måneder siden besøgte nogle af de indfødte Shuar indianere i regnskoven i Ecuador, blev jeg dybt rørt over at møde børnene. Deres øjne lyste af glæde, leg, stolthed og energi. De var som lysende små sole, jeg slet ikke kunne få øjnene væk fra. Om dagen gik børnene i skole 4-5 timer, 4 dage om ugen. Ellers tog de del i alt, hvad der skete i landsbyen. De var med ude at samle mad til om aftenen, passede dyrene, fiskede, vaskede tøj og hjalp med at lave mad og rydde op. Det hele var så naturligt og harmonisk.
Jeg spurgte, hvordan børnene lærte de forskellige færdigheder, og fik at vide, at børnene kigger på, hvad de voksne gør, og så lærer de på den måde. De får meget sjældent anvisninger eller irettesættelser. De lærer i deres eget tempo og bliver værdsat og respekteret for deres rolle i familien. Børnene hvilede i sig selv, og udstrålede en naturlig og bemærkelsesværdig grad af selvtillid og selvværd.
Jeg vil glæde mig til at følge denne blog. Og jeg vil også meget gerne bidrage med flere inputs om emnet.
Kære Lene. Tusind tak for dine fine ord. Jeg kunne ikke være mere enig. Lad os blive inspireret af Shuar indianerne. Lad os gøre en forskel. Lad os bygge bedre børnefællesskaber, hvor forældre inddrages og er en del af børnenes liv.