Gitte Winter Graugaard
International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning
Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde...
Er skolen en pølsefabrik?
Og hvad vi kan lære af klodshans?
Har du også sommetider en fornemmelse af, at vores børn er pølser i en pølsefabrik? Følelsen af, at der er en standard, de skal leve op til for at være gode nok? Følelsen af, at alle skal passe ind i samme standardform? Og endnu værre bliver bedømt herpå. Er du en pølse 02, 7, 9 eller 12? En “præmiepølse”, der kan komme på præmiehylden, eller en “taberpølse”, der ryger ud med skraldet? Dur ikke – væk!
Hvad nu hvis, vi så på alt det, vores børn er, i stedet for at lede efter alt det, de ikke er? Og hvad er det i grunden vi måler standarder ud fra og er det sundt? Lad os kigge på nedenstående citat fra et geni, som ofte blev misforstået i sin opvækst.
“Everyone is a genius. But if you judge a fish by its ability to climb a tree, it will live its whole life believing that it is stupid.”
Albert Einstein
Hvis fisken ikke kan kravle i træer og tror, at det er den eneste vej til anerkendelse eller sågar glæde, vil det aldrig blive godt. Hvis vi putter de trekantede børn i firkantede kasser eller de runde i trekantede kasser, bliver det heller aldrig rigtig godt. Kan man overhovedet tale om standarder, når det kommer til børn?
Det hele barn
Vi kan hurtigt blive enige om, at vi betragter et hvert nyfødt barn som et mirakel, som noget helt særligt, noget unikt. Ikke to børn er helt ens. Den næste antagelse er sværere. For lad os prøve at antage, at vores børn allerede er hele mennesker fra de kommer ud til os som små mirakler, hvad end de er runde, trekantede eller firkantede.
Lad os antage, at de har alt det indeni sig de skal bruge for at blive hele voksne i balance, som kan udleve deres livsformål og skabe et liv med kærlighed og mening. Lad os antage, at de hver især har en række livsgaver med, som de er her for at give til alle os andre. Lad os også antage, at de gaver vores børn hver især kommer med er meget forskellige, og at Ikke alle børn er klar til at pakke deres livsgaver ud i 1. klasse. Som god vin skal nogle af børnenes gaver måske modnes over en årrække. Hvis vi tager pusten fra dem allerede i de første skoleår, kan vi måske også antage, at de mister troen på deres egne gaver og måske slet ikke når til at lære, hvordan de bedst muligt kunne have fundet frem til deres unikke gaver og havde lært at skabe dem og dele dem.
Nogle børns gaver udfoldes senere
Lad os forestille os, at lille Amalie er klar til at dele ud af sine talenter i 1. klasse, mens lille Hugos livsgaver skal modnes lidt mere, men at han så til gengæld virkelig deler ud af sine gaver i 8. klasse eller endda måske først senere i livet. Hvordan bliver deres to rejser gennem folkeskolen tegnet, tror du? Hvad møder de hver især? Hvis udvikling bliver understøttet og hvis bliver nedbrudt?
Jeg antager, at Hugo får det sværere end Amalie og måske endda helt mister lysten til at lære, før han når til at være klar til at dele sine gaver ud. Måske har han helt mistet troen på, at han overhovedet har nogle gaver at dele ud af. Langsomt slukkes hans lys…
Læring kommer i mange forklædninger
At være et helt barn fra fødslen betyder ikke, at vi ikke skal lære. Hvordan vi lærer bedst og i hvilket tempo er imidlertid meget forskelligt. Jeg antager, at alle børn gerne vil og kan lære, hvis rammen omkring læringen er motiverende for dem.
Udfordringen for folkeskolen er, at lærerne skal være smidige og tålmodige for både at rumme Amalie og Hugo – og alle de andre. De er simpelthen ikke klædt godt nok på til opgaven. Og spørgsmålet er om man kan blive det, når der sidder 28 børn i en lille ramme, som også er et levn fra en fortid, hvor effektiviseringen og industrialiseringen var med til at gøre skoler til pølsefabrikker. Tænk engang på indretningen på mange skoler med stole og borde og tavler. Sid stille, ti stille, lær på kommando. Nu!
At vi ovenikøbet i nuværende karakterskala bruger fejlfinding som målstyring, synes jeg er skræmmende og primitivt. Det kan vi ikke være bekendt. Når vi tænker samlebåndstankegang ind i pølsefabrikken, får vi svaret på, at så mange børn mistrives i skolen i dag.
Modning, motivation, mening og nysgerrighed er svarene. Det kræver nærvær om det enkelte barn og en ny måde at drive skoler på, der ikke er effektivserede pølsefabrikker med særlige standardmål, hvor bedømmeren som prinsessen i H.C. Andersens Klodshans kan smide børn i skraldespanden og sige “dur ikke væk”.
“Dur ikke!” sagde kongedatteren. “Væk!”
Hvad kan vi lære af Klodshans?
Klodshans er et godt eksempel på, at krøllede hjerner kan vinde indpas, hvis vi lader dem få lov at komme til orde og giver dem chancen. For det er nu engang ham kongedatteren ender med at vælge, og det selv om den ene bror kunne hele det latinske leksikon udenad og den anden som en anden oldermandkunne tale med om staten og forstod sig på at brodere seler. Fremfor de to stadskarle, valgte hun fritænkeren, som mulighvis i pølsefabrikken havde fået stemplet en forkortelse i panden i form af nogle bogstaver, der som ofte bliver brændt ind i børns sjæl, når vi udskiller dem fra mængden, men stadig bedømmer dem ud fra standarder.
Jeg taler videre om børn, diagnoser og pølsefabrikken i min TEDx. Se den her:
Åh, jeg ønsker virkelig ikke at mine børn skal føle at deres skole er en pølsefabrik? Vores børn er ikke standardvarer og lærer bedst, hvis vi kigger på deres behov. Det starter med nærvær.