kedsomhed og opfindsomhed graugaard

Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

Kedsomhedens vej til opfindsomhed?

Moaaaaar, jeg keeeeeeder mig! Faaaaar, vil du lege? Skal vi spille et spil?

Hvad kommer du til at tænke på, når du tænker på, at dine børn keder sig? Hvilken følelse kommer op i dig?

Jep! Suk… Som forældre kan kedsomhed hos vores børn være lidt en prøvelse, for de bliver irritable, plager, sukker, driller og snurrer rundt om sig selv.

Men hold ud – kære mor og far – der er så meget kreativitet, der spirer frem, når blot vi giver dem et kram og opfordrer dem til at finde på noget sjovt at lave. Vi må simpelthen holde op med at “fikse” vores børns kedsomhed.

Kedsomhedens fire faser

Jeg oplever, at kedsomhed hos børn folder sig ud i fire faser:

Fase 1: Rastløshed og apati

Fase 2. Frustration og irritation

Fase 3: Opfindsomhed og kreativitet

Fase 4: Leg og sjov.

Som forældre kan fase 1 og 2 være så ulidelige, at vi midt i fase 1 eller 2 springer fase 3 over og sætter gang i en leg, for at “hjælpe” vores børn – eller få dem til at tie stille. Eller endnu værre – vi stikker dem en iPad, som kan underholde dem. Det er lidt ligesom at stikke barnet en sut for at få dem til at tie stille i stedet for at finde ud af, hvad der har ført til gråden. Det er at gøre vores børn en bjørnetjeneste. Når vi hjælper dem ud af kedsomheden – berøver vi dem gaven i at finde ind i deres opfindsomhed og kreativitet. 

Giv dit barn opfindsomhedens gave

Med børn, der keder sig, må vi som forældre bremse os selv! For det er jo i grunden ret så strengt, at vi ikke lader vores børn få lov til at øve sig i fase 3! Når vi udholder pinen og derigennem fører dem hen til fase 3 og lærer dem om opfindsomhed og kreativitet, giver vi dem en KÆMPE gave. Så stå imod, kære mor og far. Træk vejret. Stå fast. Lad barnet selv komme igennem prøvelserne. Jeg lover jer, at den leg, der kommer ud af det på den anden side, er SÅ meget federe.

Som barn kunne jeg lege i timevis i mine helt egne fantasiverdener. Hør mere om det i min TEDx. Jeg elskede det, og jeg elsker at se mine egne børn finde på lege, der strækker sig over dage. 

Jeg har over årene som forælder til mine egne børn observeret, at de lege der kommer ud af fase fire tilmed varer længere end et spil på ipad’en, et spil med os eller andet vi sætter igang. Det er som om barnet udvikler legen bedre, når de selv har initieret den og fundet på den. Og det giver jo i grunden rigtig god mening. Børn har brug for at lege – for gennem legen lærer de om livet. 

Børnemeditation styrker kreativiteten

Af og til oplever jeg, at forældre skriver til mig, at deres børn synes mine bøger er kedelige og at der mangler billeder. Da plejer jeg at sige, at det er en god idé at træne barnet i fase 3 – opfindsomhed, fantasi og kreativitet. For i meditationen oplever jeg, at der er frit spil – fri leg og at alt kan ske. Det vil med andre ord sige, at er meditationer kedelige, kan det være, fordi vi ikke har fået åbnet op for vores fantasi og kanal. Som forfatter er min fineste opgave, at hjælpe børnene med at åbne op til deres fantasi og dermed deres indre verden. 

For mig som voksen minder meditation mig om min barndoms fantasilege. Jeg elsker det. Både for mig selv, sammen med klienter og allermest sammen med børn. Nogle gange er meditationen et stille rum for mig, hvor jeg bare kan være, men ofte leder meditationen mig ind i andre verdener og viser mig vej.

Med mine bøger ønsker jeg at hjælpe børn med – at finde vej i livet og lære deres indre landskab at kende og lære at bruge deres hjerte som kompas. Fx Hjerternes Dal, hvor vi lærer vores ind ild, vand, jord og luft at kende eller i Børnemeditationerne I mit hjerte, hvor vi finder vej til hjertet og skruer op for vores selvkærlighed. 

Kender man først til det landskab, vil det aldrig være kedeligt, snarere eventyrligt. Men vi skal jo lige “derhen” først – og har man ikke lært det, kan det virke svært. Jeg oplever, at voksne generelt har sværere ved at lære at meditere end børn, fordi de fleste har en rigtig god fantasi. Så når børn eller voksne siger, at det er kedeligt at meditere, er de ikke nået hen til fase 3 endnu, hvor magien kommer ind.

Jeg siger til mine egne børn og de børn jeg underviser: “I bunden af alle børns maver, findes et ganske særligt sted. Man kommer dertil, når man trækker vejret dybt ned i maven.” 

Jeg skrev en artikel til The Yoga Magazine om børnemeditation og kreativitet – læs den her.

Læs mit lille digt om kedsomhedens faser her: 

 

Hver søndag klokken kvart i ti

Digt af Gitte Winter Graugaard

Hver søndag klokken kvart i ti
Kigger kedsomhed forbi
Så keder jeg mig halvt ihjel
Helt alene med mig selv

Hver søndag klokken kvart i ti
Slukker al min stimuli
Ingen tv, iPad eller spil
Ved slet ikke hvad jeg vil

Hver søndag klokken kvart i ti
Kommer ingen her forbi
Vi kalder det familietid
Og så sker der ik’ en skid

Hver søndag klokken kvart i ti
Går min mor og far i hi
Lune boller, kaffehygge
ti aviser skal de tygge

Hver søndag klokken kvart i ti
Ler min mor for hun kan li
når kedsomheden kigger ind
i mit lille stille sind

Hver søndag klokken kvart i ti
Bli’r jeg fyldt af raseri
Børn kan faktisk næsten dø
I kedsomhedens rådne sø

Hver søndag klokken kvart i ti
Sker der pludselig magi
Fra den værste kedsomhed
Får jeg atter fin besked

Hver søndag klokken kvart i ti
Kuk siger så min fantasi
Den har gemt sig i mit sind
Be’r mig lede efter den

Hver søndag klokken kvart i ti
Finder jeg min fantasi
Og når jeg finder hen til den
Finder jeg min bedste ven

Hver søndag klokken kvart i ti
Slipper mine tanker fri
Sætter skub i magisk leg
Så kedsomhed må gå sin vej.

Køb bøgerne her

Træn dit barns kreativitet med meditation.