Mor, hvorfor tror de, at vi snyder?

Mor, hvorfor tror de, at vi snyder?

Fremtidens Børnefællesskab: Trend #3: Fra karakterer til vækstvejledning

I denne blogserie kigger jeg ind i fremtidens børnefælleskaber og glæder mig til at høre, hvad du mener og har reflekteret over. Denne blog er den tredje i serien. Vil du læse med fra starten skal du hoppe herhen.

I den første blog i serien “Fremtidens Børnefællesskaber” beskrev jeg Trend #1: Fra Pølsefabrik til Køkkenhave. Her kommer jeg ind på, hvordan vi skal se børnene mere som individuelle små blomster, der har brug for forskellig næring. Jeg beskriver også, hvordan fokus skal lægges mere på næring og jordforhold end på den enkelte blomsts værdi. Jeg gør op med taberpølser og vinderpølser. Jeg beskriver, hvordan læreren går fra den klassiske lærerrolle, hvor viden og bedømmelse er i fokus til at være en gartnerrolle, hvor næring og trivsel er i fokus. I Trend #2: Fra Klasselokale til naturlokation taler jeg om, hvordan vi kan lære at spejle vores indre i naturen og forstå vores indre have i en ydre have.

Nu skal vi tale om karakterer. For kan det virkelig passe, at vi har brug for at sætte tal på børn, når de er i en vækstkurve, der på ingen måde endnu har vist, hvilke blomster de er og ikke selv endnu kender deres egne vækstforhold. Kan vi virkelig være det bekendt?

En forældet eksamensform

For et halvt års tid siden skulle min ældste datter til terminsprøver i 9. klasse. På grund af COVID-19 havde de ikke haft terminsprøver på tværs af hele årgangen før. Vi havde selvfølgelig talt om, hvad hun kunne forvente, og hvordan hun kunne forberede sig inden. Alligevel blev jeg overrasket over, hvor hårdt det spørgsmål hun stillede i løbet af de første dage, ville ramme mig dybt i hjertet.

“Mor, hvorfor tror lærerne, at vi snyder?” var spørgsmålet, som siden har rumsteret i mig. Hun spurgte også: “Hvorfor må vi ikke gå på toilettet? Hvorfor må vi ikke samle en blyant op, hvis vi taber den? Hvorfor er lærerne vagter?”

Old school – kontrol – straf

De mange spørgsmål fik mig til at reflektere over, at eksamensformen ikke har ændret sig meget, siden jeg selv gik til mine første eksaminer i 90’erne (må jeg minde dig om at det var i det forrige årtusinde…). Forskellen på hendes eksamenssituation og min er, at jeg slæbte en stor harddisk, skærm og printer ned på skolen, hvor hun har en bærbar under armen. Forskellen er også, at hun har internetadgang, som jeg ikke havde. Det skal selvfølgelig med i betragtningen, at børn i dag ikke har nær så meget brug for at huske den viden de lærer, fordi de hele tiden har adgang til den. Så er vi tilbage til lærerens rolle, som jeg skrev om i trend #1 fra pølsefabrik til køkkenhave.

Sardiner i en dåse 

Men skal vi ikke lige starte med at undre os over, hvorfor vores børn stadig sidder i en propfyldt aula i rad og rækker som sardiner i en dåse – eller som pølser på en snor? Skal vi ikke også undre os over, at læreren går fra at være en hjælper til en vagt?

Skal vi måske tale om, at mange af de regler, der er sådan en dag er skabt, fordi der er få elever, der måske kunne finde på at kigge efter eller snyde?

Og lad os så tænke lidt over, hvad det gør ved det klart overvejende flertal af børn, som sidder i salen og gerne skulle kunne præstere i en opstilling, de ikke har mødt før ført an af en tradition, der er forældet og beror på mistillid i stedet for tillid?

Hvad er det vi signalerer til vores børn med den opstilling?

Hvem gavner det?

Hvem gavner denne eksamensform? Jeg kan ikke komme i tanke om andre, end dem der skal kontrollere. Kunne man ikke indrette det, så eksamen handler mere om at spille eleverne gode, end at kontrollanterne får en nemmere arbejdsdag? Det er så forældet, at jeg får helt hjertebanken af at tænke på, hvor nedbrydende det er i stedet for opbyggende.

Lad os se på statistikkerne. I en rapport foretaget af Epinion for Undervisningsministeriet i 2019 svarer “13,1% af grundskoleeleverne, at de begik et regelbrud til de skriftlige og mundtlige prøver i 2017/2018. 10,5% af gymnasieeleverne svarer, at de begik et regelbrud til de skriftlige og mundtlige prøver i 2017/2018. For flertallet er det en engangsforeteelse, idet 2/3 af dem, der har brudt reglerne, gjorde det udelukkende til én prøve, mens et mindretal (1/3) brød reglerne i større omfang.”

Det er altså en tredjedel af de 13,1 % der bevidst og systematisk snyder til eksamen. Det er 4,4 %.

Eksamensformen er altså skabt for at kunne “fange” de 4 elever ud af de 100, der den dag sad i gymnastiksalen, så de ikke snyder sig til en bedre karakter, end de selv kan præstere.

Hjælp til dem der har brug for at snyde

Skulle vi ikke starte med at spørge, hvorfor de fire elever har behov for at snyde og bruge nogle resurser på at hjælpe dem til at tro på egne evner i stedet? Cirka 5000 elever dumper hvert år i både matematik og dansk, viser en analyse fra Dansk Industri. Skulle vi ikke koncentrere os om at hjælpe dem og spænde det sikkerhedsnet, vi kalder velfærd ud under dem, i stedet for at koncentrere os om at fange dem i et net, de får svært ved at slippe ud af. Et net de 96 % andre børn selvfølgelig også bliver påvirket af. For hvilken fri fisk er ikke bange for fiskenet? Bedst som fiskene skal til at svømme ud i verden, sætter vi et kæmpe net op foran dem!

Et stort flertal snyder jo ikke

Må jeg også have lov at spørge, hvad denne eksamensform gør ved de 96 andre, hvoraf en del af dem har det skidt i forvejen? Blandt de 100 elever sidder en række børn, som har mange andre udfordringer, som gør at de har svært ved at kapere en eksamenssituation baseret på frygt, straf og kontrol.

I et analysenotat fra KL “Elever med psykiatriske diagnoser og deres afgangsprøve i 9. klasse ser vi “på 9. klasses elever for skoleåret 2017/2018 er det 12 pct. af eleverne, der har fået stillet en psykiatrisk diagnose i løbet af deres liv. For skoleåret 2010/2011 var det 8,3 pct. af 9. klasses eleverne, som havde mindst én psykiatrisk diagnose.“

Jeg tror ikke, at de børn har gavn af at blive mødt af denne eksamensform. Af at være bange for at blive fanget i et fiskenet, de ikke forstå meningen med.

Ser vi på tal fra Børns Vilkår, ser vi at “14 procent svarer i undersøgelsen (Krop, køn og digital adfærd, at de ofte eller hele tiden har følt sig stresset den seneste måned. Særligt piger i 9. klasse føler sig stressede: Her føler 30 procent af pigerne sig stresset ofte eller hele tiden.”

Individuel læringsform

Der sidder altså 30 % af pigerne i salen, der i forvejen har stresssymptomer og skal agere i denne ramme, der vil være stressprovokerende for de fleste. Hvordan mon de præsterer? Hvordan mon de har det? Hvordan mon fiskenettet kommer til at præge dem de næste år i deres så vigtige dannelsesår?

Hvad med de børn, som har brug for et mindre forum for at kunne koncentrere sig og måske helst vil sidde hjemme? Hvad med de elever, der skal bevæge sig, for at kunne finde ro? Hvad med dem, der bedre arbejder i grupper, end individuelt? Jeg kunne liste mange flere.

Fremtidens børnefællesskaber handler om vækstvejledning

Da min datter gik i 0. klasse screenede læreren dem for, hvordan de lærte bedst. Der hang en oversigt på døren om, hvem der lærte bedst inde i en tipi i klassen, under et bordtelt, med musik i ørerne, i grupper eller alene. Jeg var vild med det. Men det blev ved det, og siden 0. klasse har vi ikke set meget til at lære at være. At lære hvad det vil sige at være mig, og hvordan jeg lærer bedst? Der er en række forhold, der gør den enkelte elev bedre i stand til at lære og præstere. Dem må vi tage i betragtning, så vi kan spille børnene gode med de præmisser, de nu en gang har i livet.

Mor, hvorfor tror de vi snyder? Prøv lige at mærke efter, hvad der ligger i det spørgsmål. Der er så mange lag i det, som borer i det mellemmenneskelige lag og fundament. I 9. klasse er det spørgsmål de fleste unge stiller sig selv, hvem er jeg, og hvad er min plads i livet? I et skoleparadigme, som ville være tidssvarende ville fokus være på at lære at være, at lære at mestre livet.

Eksamen burde handle mere om, hvordan den enkelte elev lærer bedst end om indholdet. Hvis vi betragter folkeskolen som en skole i at lære at være, ville det interessante spørgsmål være, at den enkelte elev i 9. klasse ville kunne svare på, hvordan de hver især lærer bedst. De ville skulle løse en problemstilling, vise hvad de har lært undervejs, redegøre for deres refleksioner og komme med en perspektivering til, hvordan de vil gribe en lignende problemstilling an i fremtiden.

Den gamle skole er bygget på karakterer, frygt, kontrol og straf. Det er forældet og passer heller ikke til den fremtid de går i møde på arbejdsmarkedet. At stemple børn med tal og bogstaver er jeg i det hele taget rigtig meget imod. Lyt med i min TEDx tale.

Fremtidens børnefællesskaber skal bygge på tillid og læringsrum

Det enkelte barn skal føle sig velkommen, imødekommet og rummet. Lærerne skal i en prøvesituation stadig kunne hjælpe børnene og ikke være vagter. Hvilket signal sender det til eleverne, at dem de skal have tillid til og har lært vil hjælpe dem pludselig er utilgængelige og ikke må kontaktes, når børnene har allermest brug for dem? Hvad lærer det børnene om tillid?

Min ældste datter er lige nu på efterskole og har fået mulighed for at få et prøvefrit år uden karakterer. Det gør mig så glad, at der findes nye tiltag på vej som dette. De kalder det “fra jagten på det næste 12 tal til læring for livet”. Jeg kunne ikke have sagt det bedre og ville ønske mig, at den tankegang ville forplante sig ned i folkeskolen.

Tal på de uprøvede fine blade kan knække

Min yngste datter er lige kommet i 7. klasse. Nu begynder det med karakterer for hendes vedkommende. Jeg ville ønske, vi var kommet længere.

Jeg ville ønske, at hun ikke skulle bedømmes bedst, som hun er i gang med at gro. Hendes blomst har stadig god tid til at udfolde sig, men hvad sker der med hendes indre næring og tro på sig selv, hvis der kommer en bedømmer forbi og begynder at hænge diverse tal på hendes stadig så uprøvede fine blade?

Tænk, hvis tallet tynger så meget, at bladet knækker tæt ved stammen.

Tænk, hvis det knækkede blad får barnet til at tvivle på sin stamme – sit fundament?

Tænk, hvis der i stedet kom en gartner forbi og hjalp hende med at gro ud fra de vækstbetingelser, hun har i den muld, hun er plantet i.

Tænk, sig at vi stadig spænder fiskenet ud for vores børn, bedst som de er ved at lære at svømme selv…

Tænk sig, at vi ikke er kommet længere…

Vil du også diskuterer fremtidens børnefællesskaber, så kontakt mig. Jeg holder også gerne foredrag herom ligesom jeg har skrevet en række bøger om indre næring i vores indre have. Se nedenfor. Lad mig høre i en kommentar herunder, hvad du tænker om mit skriv.