Graugaard hjerte meditation

Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver børnebøger fyldt med tryllebindende børnemeditationer, der hjælper børnefamilier med at finde ro i hverdagen og får børn til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde... 

Hvor var du da…. ?

Hvor var du, da Corona krisen brød ud? Hvad følte du? Hvordan er du kommet godt igennem krisen? Hvad har du lært af den her krise?

Tænk sig, vi skriver historie lige nu. Mange vil huske dette sidste år resten af livet på godt og ondt. Min datters Corona-video-dagbog er kommet på museum, så fremtidens børn kan lære om, hvad det vil sige at være barn under Coronaen. Det er da ret vildt at tænke på.

Måske kan du huske, hvor du var, da du hørte om, at flyene fløj ind i tvillingetårnene på 9/11? Da prinsesse Diana døde? Da vi vandt EM i fodbold i ’92? Måske kan du huske, hvor du var, da Berlinmuren faldt, da Kennedy blev skudt, da den første mand gik på månen osv. 

Snart vil dagen, hvor alvoren i Coronakrisen gik op for os, også være sådan en dag, vi alle husker. 

Graugaard corona

Hjertet hviskede bliv

 

Jeg har lige bladret i vores fotobog. Når jeg ser denne side i bogen, er det øjeblikket for mig, hvor alvoren gik op for mig. Vi var på forældreorlov i New Zealand. Vi havde kørt rundt i 7 uger i en campervan og havde været ret isolerede. Det var midt i marts 2020. Vi var ude i bjergene, langt fra både wifi, mobildækning og strøm. Da vi kom op på toppen af et bjerg, tændte vi telefonerne. Det øjeblik glemmer jeg aldrig. Der var signal, og de bimlede løs med – “kom hjem nu” beskeder fra familie og venner.

Vi var så langt væk hjemmefra som næsten muligt. Vi levede i en lille lyserød familieboble. Der var kun fem smittede i hele New Zealand. Der var fred og familieidyl, sol og sommer og gudesmukt omkring os. Hjertet hviskede bliv, men fornuften vandt og en uge senere sad vi på et fly hjem til Danmark. Det var en svær beslutning, for jeg er vant til at lade mit hjerte råde. Jeg mærker tvivl i mit bryst, når jeg tænker tilbage, og en del af mig ønsker stadig, at vi ikke var rejst hjem før tid. Denne gang vandt fornuften.

Meditation hjalp

I den uge, der gik, inden vi fløj hjem, mediterede jeg mere end nogensinde før. Jeg havde brug for at finde min ro og søge klarhed. Jeg havde også enorm brug for at bede universet om styrke og hjælp til at beskytte os på turen hjem. Et lille mantra fra en yogalærer, jeg var til yoga hos få dage, før vi fløj hjem, hjalp mig meget i mange måneder efter. Det lyder sådan her:

May we be healthy

May we be safe

May we be at peace.

 

 

Hvor var du?

Hvor var du, da landet lukkede ned?

Hvad står skarpt for dig?

Hvad mærker du, når du tænker tilbage?

Hvad har hjulpet dig mest gennem krisen?

Skriv en kommentar herunder.