Det de savnede allermest

Det de savnede allermest…

(Læs 1. kapitel her og 2. kapitel her)

Men selvom anemonerne blomstrede, folket bagte boller, og påskesolen dansede, var noget forandret. Som ugerne gik blev forandringen tydeligere og tydeligere.

Truslen spredte sig mellem mennesker og folket blev bedt om at gå hjem og ikke se deres venner og familie. De måtte ikke en gang komme på arbejde. I hvert fald de fleste af dem.

Nogle syntes, det var dejligt at få mere tid derhjemme, andre syntes, det var anstrengende. Nogle bekymrede sig mere for deres helbred end andre. Andre bekymrede sig mere for deres økonomi end nogle. Og sådan var alle så forskellige, selvom folket på overfladen lignede hinanden. Og alle lavede i deres tanker deres egen virkelighed. Og nogle virkeligheder var rarere end andre.

Men under frygten og truslen begyndte en ny bekymring at rejse sig. For forandringen trak et mærkeligt, køligt spor efter sig, som ingen helt forstod, men de fleste kunne mærke.

Alene…

Som ugerne gik følte flere og flere sig ladt alene derhjemme og nogle enddog også ensomme. En dame, der hed Lis, sang sange, som rørte folket i hjerterne, så tårerne trillede ned ad kinderne. Hun mindede folket om, at de ikke var alene, men bare alene hjemme, og at der var forskel.

Men selvom folket forsøgte at holde humøret højt, og damen, der hed Mette sagde, at kurven var grøn og folket snart måske i en eller anden form kunne komme på arbejde igen, var noget forandret.

For truslen ville ikke gå væk med det samme. Det forstod folket. Måske ville den være der i årevis. Og det eneste, der kunne hjælpe var at være adskilt, at have to meter i mellem sig og vaske hænder.

Det hjalp…

Det hjalp mod truslen, når folket blev hjemme fra påskefrokost, selvom de veldækkede påskeborde og hyggen lokkede.

Det var ikke så godt med koncerter, sportskampe, folkemøder, som ellers gjorde folket glade.

Det hjalp, når børnebørn ikke besøgte og krammede deres bedsteforældre, selvom kram fra børnebørn er magiske.

Det hjalp, når de syge og de gamle isolerede sig, selvom de måske mest af alle havde brug for et kram, en hjælpende hånd, et smil.

Det hjalp, når de unge holdt op med at kysse på hinanden også selvom forårssolen skinnede og kys sender millioner af sommerfugle i dans i maver og giver fine røde kinder. Tænk sig, et forår uden kys på byens bænke.

Det hjalp, når folket ikke besøgte hinanden og spiste middage med gode venner og puttede deres børn under fælles dyner i sommerhuse med bålfad og ludo, selvom det gjorde dem glade.

Det hjalp, når folket ikke holdte bryllupper, fødselsdage, jubilæer, selvom den slags fester gjorde folket glade.

Det hjalp at gå tur med to meters afstand med sine aldrende forældre, selvom det var hyggeligere at stikke armen under hinandens og give støtte og en krop at mærke.

Det, som blev så tydeligt og mærkbart, da folket gjorde alle de ting, der hjalp mod truslen, var, at det savnede allermest var alt det, de ikke måtte. At være tæt sammen, røre ved og kramme, dem de holdte allermest af. For kærlighed i folket giver lyst til at kramme. Og nu var kram forbudt. Ja ikke en gang en high five kunne forsvares. Selvom high fives havde det med at sprede glæde.

Kram…

Så når truslen en dag endelig ville være væk eller i det mindste lille, lovede folket sig selv og hinanden, at de ville ses mere med dem, de holdte af og kramme dem lidt mere og lidt længere. Og den tanke var rar, selvom udsigten dertil kunne føles uendelig, og krammene begyndte at hobe sig op og stå i kø indeni.

Når kram hober sig op i kroppen, begynder de helt automatisk at flyve hen til dem, man savner. Og da folket havde mange kram i sig det forår, så man overalt kram flyve omkring over hække, gennem ruder, over havet, gennem skove, i gækkebreve, gennem skærme og ned langs regnbuer.

Og da tænkte folket – det bliver godt igen. En dag må vi kramme igen.

#detblivergodtigen
#sendflerekram

Skrevet som kapitel tre i en føljeton:

Læs kapitel 1: Da alt gik i stå…

Læs kapitel 2: De særligt udvalgte…

#detblivergodtigen

#sendflerekram

<3 <3 <3

Del denne blog til en du gerne ville kramme lige nu.

Af Gitte Winter Graugaard