Af Gitte Winter Graugaard
Bestselling forfatter, foredragsholder, coach og mentor. Gitte hjælper tusindvis af børn til at sove bedre med sine bøger, der sælger i +20 lande. Gitte er også stifter af Momo Academy, som gør det let for forældre, skoler og institutioner at finde en instruktør i Danmark og kommer i gang at lave yoga, mindfulness og meditation med børnene.
Jeg tror aldrig, jeg glemmer den aften i kvindenetværket, jeg selv havde været med til at søsætte. Det var den slags bemærkninger, som landede lige i mit mellemgulv og vred sig rundt i mig. Og den slags bemærkninger der gjorde, at jeg endte med at trække mig ud af det netværk, som jeg havde kaldt RUM, men som ikke længere virkede rummeligt for mig.
Hun kiggede mig lige i øjnene og sagde: “Du er jo et levn fra 1950’erne. Hvordan kan du stille dig tilfreds med at røre i kødgryderne? Hvor er dine ambitioner for din egen karriere?”
Jeg havde været fire år på barsel og var startet op deltid som freelance tekstforfatter. Arbejdede hjemmefra. Vi var flyttet til provinsen. Mit ældste barn var tre år, før hun kom i institution og mit yngste 16 måneder. Jeg afleverede dem kl 9 og hentede dem kl 14. Vi holdte 15 ugers ferie om året. Min mand kørte karrieren – jeg byggede rede og plejede vores unger. Jeg elskede det og kommer aldrig til at fortryde det. Det var meget bevidste valg og jeg vil aldrig gøre noget om.
Alligevel gjorde det nas, da kvinden vred karkluden rundt i min mave. Det skulle hun ikke have gjort! Og jeg skulle ikke have ladet hende vride mig rundt.
Det forstod jeg først senere. For der er så meget, vi først forstår senere.
Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at være familie på. Vi skal holde op med at dømme hinandens valg. Vi må gerne inspirere, give råd når vi bliver spurgt, og dele ud af de ting, der virker for os, men det er op til den enkelte familie at afgøre, hvad der gør os glade.
Det er en befrielse at holde op med at dømme, for når vi dømmer andre, dømmer vi endnu hårdere os selv. Det er svært at lade være med, men vi kan jo øve os. Og tilgive. I dag tilgiver jeg kvinden og ved, at jeg har fundet min vej – ikke som hipster men som “oapster” forud for min tid. (Det står for ”old age pensioners” og betegner unge mennesker, der retter sig mod mange af de værdier, som deres bedsteforældre levede efter i 1950’erne).
Læs mere her:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/1950erne-kalder-paa-de-unge
PS. I dag vil jeg koge blåbærmarmelade af de blåbær jeg plukkede i min have i går. Men nu må jeg smutte, for vi gravede også kartofler op og min datter har lavet kartoffelmadder med mayonnaise og tomater fra mormors drivhus.