Kedsomhedens magi

af | okt 22, 2018 | Ro | 0 Kommentarer

Gitte Winter Graugaard

Gitte Winter Graugaard

International bestseller forfatter og ekspert i rolig putning

Gitte skriver bøger til børn fyldt med tryllebindende meditationer, der hjælper dem med at finde ro i hverdagen og til bedre at kunne sove. Hun er optaget af at lære børn at navigere fra hjertet og forstå deres smukke indre landskab. For når vi kender til vores indre landskab, åbner de ydre døre sig oftest for os på magisk vis. Lad blot eventyret begynde… 

Børn i dag keder sig alt for sjældent. Og når de gør, har de svært ved at håndtere den følelse. Da jeg var barn, kan jeg huske, at jeg ofte kedede mig. Det er der ikke tid til i dag, og der er så meget underholdning lige ved hånden med iPads, spil, streaming, sociale medier og hvad har vi. Men hvad sker der, når vi som voksne holder ud, mens børnene kæmper sig igennem kedsomhedens rådne sø…?

Hjemme hos os er de her ord magiske: Jeg keder mig mor! For når jeg hører dem, ved jeg, at mine børn er nede i gear, og det elsker jeg. Og jeg ved også, at hvis jeg holder den næste pinefulde stund ud – sker der noget magisk….

Det skrev jeg et digt om for et par år siden sammen med min datter….

Hver søndag klokken kvart i ti

Hver søndag klokken kvart i ti
Kigger kedsomhed forbi
Så keder jeg mig halvt ihjel
Helt alene med mig selv

Hver søndag klokken kvart i ti
Slukker al min stimuli
Ingen tv, iPad eller spil
ved slet ikke hvad jeg vil

Hver søndag klokken kvart i ti
Kommer ingen her forbi
Vi kalder det familietid
Og så sker der ik’ en skid

Hver søndag klokken kvart i ti
Går min mor og far i hi
Lune boller, kaffehygge
ti aviser skal de tygge

Hver søndag klokken kvart i ti
Ler min mor for hun kan li
når kedsomheden kigger ind
i mit lille stille sind

Hver søndag klokken kvart i ti
Bli’r jeg fyldt af raseri
Børn kan faktisk næsten dø
I kedsomhedens rådne sø

Hver søndag klokken kvart i ti
Sker der pludselig magi
Fra den værste kedsomhed
Får jeg atter fin besked

Hver søndag klokken kvart i ti
Kuk siger så min fantasi
den har gemt sig i mit sind
Be’r mig lede efter den

Hver søndag klokken kvart i ti
Finder jeg min fantasi
Og når jeg finder hen til den
Finder jeg min bedste ven

Hver søndag klokken kvart i ti
Slipper mine tanker fri
Sætter skub i magisk leg
Så kedsomhed må gå sin vej

Forfattere: Syvårige Ida Sofie Winter Graugaard og Gitte Winter Graugaard

 

Gratis download af en lille plakat med det fine digt til at hænge i skoler eller institutioner.