Husk dem i kanten

af | jun 1, 2018 | Børn | 0 Kommentarer

Husk dem i kanten

Der er knald på i de danske skoler i dag med den store karameldag. Skolegårdene vrimler med 9. klasses elever i udklædning. Der er vandkamp, karamelkamp og masser af sjov og ballade.

For rigtig mange børn er denne dag en festdag, som markerer, at sommerferien er på vej. Og så regner det med karameller – sikke en fryd.

For de fleste…For der er også de børn, som ikke helt ved, hvad de skal synes om larmen, uroen, drillerierne, det vilde, vandet og de frie rammer. De er ikke så vilde med karameldag. Måske er de blevet hjemme i dag, måske står de i kanten og kigger på. De er nok rigtig trætte i aften og trænger til et ekstra kram. For sådanne dage er en eksplosion af indtryk.

Vi kan have mange forestillinger om, hvordan børn skal være, og hvad de skal kunne lide, før vi får børn. Men hvert barn er unikt og kommer for at dele deres fine gaver med os. Nogle gange kommer de i indpakninger vi ikke helt forstår, fordi vi troede børn var noget andet. Men det betyder ikke, at barnet ikke er, som det skal være, men at vi skal justere på vores opfattelse af, hvad et barn også kan være.

Der findes ikke én rigtig måde at være et rigtigt barn på. Og vi skal ALLE sammen være her og også have lov til ikke at synes, at karameldag er verdens fedeste dag.

Mangfoldighed 

Hjerteligt tillykke med sidste skoledag til de store unger. Pas godt på dem, der kigger på fra kanten – og vid, at selvom de ikke løber ind i midten, vil de mega gerne lige ses og have en håndfuld karameller stille og roligt.

Ukendt foto.

Karameldag – fryd for de fleste børn – husk dem, som ikke helt ved, hvad de skal synes om larmen, uroen, drillerierne. Husk dem i kanten!