Det kan være ret godt at få øje på, hvilke Følgesvend’er vi har i vores liv i form af følelser, der ofte dukker op hos os og følger os, hvor vi går. For ofte har vi en Følgesvend eller flere med os, som hver eneste dag eller ganske ofte følger os i tykt og tyndt. Jeg aner ikke, hvor det ord stammer fra, følgesvend, og det er da i grunden et ret pudsigt ord. Det kunne også hedde “Følelsesven”. For vores trofaste Følgesvend’er er ofte venner af vores følelser. Nogle følelser gør os godt. De bakker os op, hepper på os, roser os, giver os mod til at give den gas, bliver så glade på vores vegne osv. Når du får øje på de Følgesvend’er, der hepper på dig, vil det være så godt at sige kæmpe tak til dem. Ved at identificere dem og sige tak, skruer du nemlig mere op for dem, giver dem plads og lyst til at heppe endnu mere.

Men hvad så med de andre? Dem der ikke er så gode for os? Skal vi ikke bare overhøre dem? Lade som om de ikke pipper? Eller kan vi mon spærre dem inde i et lille rum under trappen og tro, at de forsvinder? Måske du allerede kan gætte mit svar. For nej, det skal vi ikke. For jo mere vi ignorerer dem, jo mere vil de i kontakt med os. Og de har faktisk også noget på hjerte. Og hvis vi lytter til dem, er der så meget, vi kan lære om os selv og vores måde at være i verden på.

Når Svend bliver en ven

Jeg har lige googlet følgesvend – får virkelig lyst til at stave det med stort F – for at finde ud af, hvor ordet stammer fra. Det må lige vente lidt.  For på den første side på Google, er der nogle overskrifter, vi lige må dvæle lidt ved. Den første, jeg får øje på, er fra Videnscenter for Arbejdsmiljø, som skriver “Mobning er min følgesvend”. Andre overskrifter fra avisartikler, blogs mm. lyder “Med sorgen som følgesvend”, “Usikkerhed er min følgesvend” eller en af de nyere “Løgnen er Donald Trumps følgesvend”.

Prøv at mærke ind i disse Følgesvend’er og mærk, hvordan de mærkes i dig. De mærkes ikke særligt godt i mig. Og jeg får helt klart lyst til at ryste dem af mig. Men vender vi tilbage til ordet følelsesvenner og gør Svend til en ven, kommer der allerede en anden rummelighed omkring følelserne. Den kommer af vores måde at tænke om følelserne på – blot ved at gøre Svend til en ven. Tankevækkende ikke? Det er præcis det samme vi øver os på, når vi i den ydre verden gør fjende til en ven.

Lær Svend af kende

Jeg oplever, at vi alle har en række følelsesvenner med os, og jeg har været meget glad for at få identificeret mine. Måske har du set børnefilmen “Inderst Inde“, hvor vi følger Riley og møder personificeringer af hendes følelser. Jeg er vild med den film, fordi den kan lære børn meget om deres følelser og hvilke følelser, der har overtaget styringen. Filmen lærer os, at vi kan hente andre følelser frem, hvis vi ikke kan lide den, der lige nu har roret, eller i filmen styrepinden på dashboardet i Rileys hjerne. Det kalder vi i mindfulness at flytte fokus. At rette vores opmærksomhed på noget, der nærer os, hvis vi ikke er i balance. En stor og vigtig pointe i Inderst Inde er imidlertid også samspillet mellem følelserne. Vi har allermest lyst til, at “Glæde”, som optræder i filmen som en glad lille spirevip, skal styre festen, men i filmens udfordring bliver “Triste” “Glædes” følgesvend og sammen finder de ud af, at Triste også har evner, som er gode for Riley, fordi Triste kan få Riley til at mindes og få mod til at ændre sine forhold. Og således bliver Triste og Glæde venner i filmen og finder plads til hinanden.

I filmen er Riley først 10-12 år og har fire dominerende følelser: Glæde, Triste, Angst og Vrede. De styrer Rileys dashboard i hjernen. Da hun bliver teenager til sidst i filmen, får hun et endnu større dashboard med flere variationer og muligheder. Dvs. jo ældre vi bliver jo mere avancerede bliver vi og i min optik – jo flere Følgesvend’er flytter ind. Derfor må vi da også stoppe op og gøre os den ulejlighed at lære dem at kende. Synes du ikke?

Venner for livet

Hver følelse har en følelsesven, der følger med os – og nogle bliver altså hængende. På den gode måde lige som de bedste venner for livet, og på den knap så gode måde som stamgæster en krovært aldrig helt slipper af med i baren. Fidusen er at lære at leve i balance med alle de følelsesvenner, vi har med os. Det første skridt på den vej, er at identificere dem og dernæst at observere dem.

De skal og må ikke forsvinde, for så mister vi med dem nogle vigtige nuancer i livet, som på mange måder er med til at gøre livet smukkere og mere værdifuldt. For først når vi kender savnet, forstår vi for alvor kærligheden, og først når vi kender mørket, lærer vi at følge lyset osv. Jeg tror på, at de mange særligt sentive mennesker vi oplever i øjeblikket, er kommet med fine sanser for at lære alle os der sover eller kører på autopilot at mærke mere efter. Så har du et sensitivt menneske tæt på dig, vil jeg opfordre dig til at lytte efter.

Når Svend flytter ind hos vores børn

Og når vi ser på vores børn, er der også god grund til at lytte til – og lære Svend at kende. For vores børn har det med at arve mange af vores følelsesvenner. Det er suverænt, når det er dem, der hepper, men knap så fedt, når de andre får overtaget hos vores børn. Vi kan og skal ikke fjerne dem hos vores børn, men i det, vi lærer dem at kende indeni os selv og begynder at finde indtil et balanceret følelsesliv med dem, lærer vi helt automatisk vores børn at gøre det samme. Det er så smart. Desværre sker det modsatte, når vi lukker vores følelser inde eller ude om du vil, og derefter prøver på at fjerne dem fra vores børn, når de råber og skriger indeni vores børn, fordi de ikke kan få luft. Så popper de op som en badebold, der er holdt under vandet, og viser sit “ugly face” i vores børn. Når vi så ser det, bliver vi skræmte, for vi har jo lukket dem inde i et skab, og hvorfor kommer de nu her i vores børn og laver så meget ballade? Derfor kan vi have svært ved at styre os, når vi ser de her følelser så tydeligt i vores barn.

Vores børn er et spejl af os selv – og i børnene forstærkes vores egne følelser – de gode og de svære. Jo bedre vi lærer vores følelsesvenner at kende, jo bedre kan vi også rumme dem, når de dukker op i vores børns sind. Og husk på. at dit barn er unik og også har følelsesvenner med fra din partners liv, som i sig selv kan være med til at balancere på en anden måde, end de gør i dit liv – for det bedre eller det værre.

Så inden du overfører din måde at håndtere Svend’erne på til dit barn, skal du prøve at lytte til dit barn og forstå værdien af den selvsamme Svend i hans eller hendes liv. For måske har generne fra din partner, miljøet, din egen udvikling, søskende, venner eller jeres hjem forandret budskabet hos dit barns Svend, som kan være en hjælp for dit barn frem i livet. Så selv om din Svend og dit barns svend ligner hinanden, kan de godt have forskellige budskaber med til jer. Og det har de ofte.

Da jeg havde set Inderst Inde med mine piger, gik vi hjem og tegnede vores følelsesvenner. De to primære Følgesvend’er jeg har i mit liv tegnede jeg i midten i dialog med hinanden, mens de sekundære blev placeret rundt om dem. Og så forklarede jeg dem til pigerne, og spurgte om de også havde andre end Rileys fire venner indeni. De kom altså i gang med at identificere deres Svend’er i en tidlig alder.
I dagligdagen kan jeg således spørge om det er Triste eller Vrede, der er på besøg, når det buldrer hos mine børn, og ofte når jeg tror det er Vrede, der er på besøg, er det i virkeligheden Triste, der er dukket op i løbet af dagen og siden har fået følge af Vrede.

Med Svend og Svend i parterapi

Jeg har arbejdet med mine Følgesvend’er i mange øvelser gennem de senere år. De har været sendt på ferie (de kommer hurtigt hjem igen…), de har været forbudt adgang (det virker ikke) og endelig har de været til parterapi og har lavet overenskomster. I dag lever de side om side, og selvom de langt fra er enige – for det er de sjældent, har de fundet ud af hinandens styrker og har lært at arbejde sammen – sådan nogenlunde i hvert fald. Der er stadig forhandlinger i gang – og jeg tror mindsandten, der altid vil være forhandlinger. For mig betyder det, at jeg nemmere kan identificere, hvad der foregår indeni mig inderst inde og bedre forstår, hvad jeg må gøre for at få det bedre. Oftest handler det om at lytte til deres budskaber og finde en form for gave i det, de siger.

Øvelse til dig: Find din Svend

Sådan gør du:

1. Reflekter lidt over, hvem der er de primære Følgesvend’er eller følelsesvenner i dit liv.

2. Skriv dem op på en liste.

3. Se om du kan personificere dem. Hvis denne følelese var en person, hvilket køn har den så, hvordan ser den ud, er den høj, tynd, lille, buttet, mørk, lys osv. Hvordan går den klædt? Hvad kan den lide? Hvad kan den ikke lide? Hvornår kommer den typisk frem inderst inde i dig?

4. Prøv om du kan tegne dem. (Pssst. observer hvilke Følgesvend’er, der dukker op, når jeg opfordrer dig til at tegne. Jubler de eller trækker de dig ned lige nu?). Hvis du blokerer helt her, kan du prøve at tegne dem, som jeg gør i filmen herunder uden at løfte blyanten. Det er en god måde at gøre op med vores perfekthedssyge på. Og derfor lod jeg også være med at redigere filmen, da jeg så at den vendte på hovedet…. For vi må øve os lidt hver eneste dag.

5. Identificer hvem af dine Svend’er, der er gode for dig. Hvad er deres primære budskaber? Hvad er gaven i det? Hvad får du lyst til at sige tak for? Skru op for dem med taknemmelighed – gerne dagligt.

6. Identificer, hvem der ikke er så gode for dig. Hvad er deres primære budskaber? Hvad kunne være gaven i det? Er der noget, du kan få lyst til at sige tak for? Hvad er det du skal prøve at forstå? Hvordan kan du hjælpe disse følelser? Hvis det er rigtig svært at hjælpe følelsen, kan du forstille dig denne Svend som lille – hvordan ville du forsøge at hjælpe denne Svend, hvis han/hun var et lille barn? Er denne Svend i virkeligheden et lille barn indeni dig, som aldrig helt har fået lov til at blive voksen? Hvad skal der til? Hvilken plads skal denne følelse have i dit liv? Hvordan kan du lære at leve i samliv med denne følelse, så du kan rumme den og dermed også dig selv? Kan du gøre Svend til en ven?

7. Observer over de næste uger, hvornår de forskellige følelsesvenner er på banen. Hvis du ikke har det godt, kan du prøve at finde ud af, hvem der har overtaget dit humør, og hvad din følelsesvens budskab er. Når du har forstået budskabet, kan du prøve at finde gaven i det. Når du har fundet gaven, kan du sige tak for nu og flytte dit fokus.

Rigtig god fornøjelse. Og husk på, at de er alle sammen dine følelsesvenner, som udelukkende har til hensigt at hjælpe dig. De ved bare ikke altid hvordan, og det kan du hjælpe dem med at lære, ved at lytte til dem.

(Og hvis du stadig har lyst til at finde ud af det med oprindelsen til ordet var det noget med en en Svend, der fulgte en kvinde, der var klædt som en mand på en rejse… Se mere).