Har vi en landsdækkende familiekrise?

Har vi en landsdækkende familiekrise?

En ny dansk rapport, der bygger på undersøgelser foretaget af Børnerådet viser, at forholdene mellem familielivet og arbejdspladsen er presset. I et interview om rapporten kalder en børnespsykolog vores tilstand i Danmark for en overophedet familiekrise. For undersøgelsen viser, at børn ofte kommer syge i børnehave, at forældrene er for travle, og at forældrenes travlhed gør børnene kede af det, forvirrede og bekymrede.

Konflikten om barnets første sygedag

I Danmark har vi verdensrekorden i antal timer vores børn er i daginstitution. De danske mødre er også blandt de mødre i verden, der arbejder mest. Der er til dels kommet ligestilling på arbejdsmarkedet, når det kommer til at begge køn har ret til at arbejde. Men den nye rapport viser også, at der langt fra er kommet ligestilling i forhold til balanceringen i familielivet. Det betyder i følge rapporten, at 67 pct. af de børn, der er med i undersøgelsen svarer, at de oftest bliver passet af mor, når de er syge.

“I Danmark er arbejdsfrekvensen høj for både mænd og kvinder, og danske mødre har den højeste beskæftigelsesrate i verden (Sørensen, 2016). Det bekræfter Børnerådets undersøgelse blandt de 4-6-årige, hvor 87 pct. af børnene fortæller, at mor har et arbejde, mens det gælder for 96 pct. af fædrene.”

Travle forældre

At børnefamilierne er pressede på tid er ingen hemmelighed. Særligt arbejder familier, hvor mor og far lever i et parforhold i gennemsnit en time længere om ugen end par uden børn (Danmarks Statistik, 2013)”.

“I spørgeskemaundersøgelsen har vi spurgt børnene, om forældrene nogle gange har travlt. 43 pct. af børnene svarer, at deres forældre har ’rigtig meget’ travlt.”

Af de børn, der svarer, at deres forældre har rigtig meget travlt, har det konsekvenser for børnenes trivsel:

Hvis er ansvaret for forbedring?

Når man læser en rapport som den ovenstående eller ser det her interview, er det nemt at pege fingre. Nemt at bede om en løsning oppe fra.

Men for det første tror jeg ikke på, at en politisk løsning vil løse problemerne og for det andet synes jeg, at vi lægger ansvaret fra os, når vi bede andre om at løse vores problemer. For det tredje tager politik og lovgivning flere år at indføre, så vil vi have forbedring her og nu, må vi selv ind i kampen og tage ansvar. Når alt kommer til alt er det den enkelte familie, som må træffe nogle valg og finde frem til at blive bevidste om vores prioriteter.

Der er mange måder at leve på

Min mand og jeg valgte at få børn i udlandet, som betød, at jeg fik mulighed for at holde fire års barsel. Når jeg skriver fik mulighed for, betyder det, at vi med den løsning havde råd, til at jeg kunne gå hjemme. Men alligevel var det ikke en let beslutning. For jeg var 29 år, havde kun været på arbejdsmarkedet i et års tid, havde brugt lang tid på at tage min uddannelse og var meget ambitiøs og forventningsfuld omkring min karriere.

Så da vi tog af sted først til Kroatien og bagefter til Canada, havde jeg overvejelser, om jeg skulle gå hjemme eller prøve at få job i vores nye baser. Men da først min datter blev født, var jeg ikke i tvivl længere om, at jeg ville have så lang barsel, jeg overhovedet kunne få.

Så da min mands kontrakt i Kroatien udløb, var vi enige om at bytte det rolige liv på en solbeskinnet strand ud med den canadiske vildmark og masser af eventyr – og vente lidt med det hæsblæsende familieliv i Danmark. Det så helt ærligt ikke særligt attraktivt ud fra sidelinjen. En hurtig ide om arbejde i Canada krydsede mine tanker, da en tidligere chef åbnede op for muligheden for at arbejde for ham i Canada, men jeg blev hurtigt gravid igen, droppede heldigvis den idé og endte på den måde med at gå hjemme i fire år, mens jeg godt nok også skrev på min første bog, Skumle skiderikker og lyserøde skyer, som udkom i 2010, da vi kom hjem.

Mine børn mødte derfor også først institutionslivet som henholdsvis tre årig og 1,5 årig – og endda på deltid. Mod alle odds blev jeg efter fire års barsel tilbudt en super stilling indenfor min daværende branche, men alt strittede på mig, når jeg tænkte familielivet sammen med den stilling på 37 timer ca 25 minutters kørsel fra vores nye hjem. Jeg kunne bare ikke sige ja, og mit hjerte vred sig hver eneste gang, jeg tænkte på at sige ja. Så til trods for 5 samtaler, tests og hvad har vi, endte jeg med at takke nej til den stilling, da jeg blev den tilbudt. Min omverdens reaktion på den beslutning var massiv, men heldigvis bakkede min mand mig op.

Det var et turningpoint i mit liv!

I stedet blev jeg selvstændig for selv at kunne bestemme over min arbejdstid og valgte de første år at sidde hjemme, tæt på institutionen og var meget bevidst om en arbejdsuge på 25 timer. Jeg afleverede ungerne ved 9-10 tiden og hentede igen ved 14 tiden, holdte lange ferier med dem – og gav dem mange fridage. Der var aldrig problemer, når de var syge, for jeg var jo hjemme. Jeg ville ikke bytte den tid ud med noget og husker den tid med stor lykke.

Dengang tænkte jeg, at jeg ville arbejde fuld tid, når pigerne kom i skole. Nu går de i 1. og 4. klasse og jeg har stadig lyst til at hente den yngste tidligt og være der, når den store åbner døren og råber “Hej mor!”. Og jeg holder stadig masser af ferie. Ja faktisk blev det til 15 ugers ferie med ungerne i 2016.

Det ser let ud, men kræver masser af mod

Nu tænker du måske. Ja ja, det kan hun sagtens sige. Det kan ikke ske i mit liv… Men det er faktisk også en af mine pointer. For jeg tilbyder her ikke en løsning og siger, I skal bare gøre som jeg. Jeg tilbyder alternativer, mod til at turde, opbakning til forandring, opfordring til at tage ansvar og nytænkning.

For det er langt fra så let, som det ser ud. Da vi valgte at få børn i udlandet, var det et bevidst valg om at ville skrue ned for så meget virvar i vores familieliv, som vi kunne, komme ud og se verden og tage på alle de eventyr, vi kunne slippe af sted med, nyde min barsel i sommersol på en kyst, og få mulighed for at danne vores familie præcis, som vi havde lyst til. Men der var da masser af overvejelser med i den beslutning, som afstanden til familien, min egen karriere, børnenes opvækst på farten osv.

Da vi flyttede videre efter to år, var det lysten til mere eventyr og familielivet i ro og mag, der lokkede os til Canada. Igen med en masse overvejelser og nu også hjemve og lysten til at have vores forældre og søskende tættere på. Mange af vores venner og søskende fik i de år også børn, og det var hårdt ikke at være en del af deres nyopstartede familieliv. Jeg havde jo også altid drømt om den dag, jeg skulle være moster – og så var jeg ikke hjemme, da det skete – endda kun 6 dage efter min egen datter blev født. Det var hårdt.

Da jeg kom hjem fra udlandet – og jeg sagde nej til det job, jeg blev tilbudt, og for alvor lyttede til mit hjerte – og gik min egen vej – oplevede jeg stor opmærksomhed fra min omverden – både forbløffelse, bekymring, modstand, nedladende kommentarer og heldigvis også opbakning.

Jeg følte mig meget anderledes, og det krævede virkelig meget mod og selvtillid at starte mit eget firma op og holde fast i de værdier, jeg syntes var de vigtigste – også selvom de slet ikke lignede de værdier og normer, mange i min omgangskreds levede efter. Det var vildt hårdt, og det krævede meget mod. Mod er et key word her!

Vi blive MEGET BEDRE til at tale om MOD.

Vi skal lære at bakke hinanden op og hjælpe hinanden til nye løsninger. Jeg oplever, at vi som danskere er så trygge ved det, vi kender og holder så meget fast i vores comfortzone, fordi vi er lidt pressede, at vi alt for ofte og ofte ubevidste opfordrer andre til at være i de samme forhold som os selv, eller blive i forhold der ligner – også selvom de ikke nødvendigvis er sunde for nogle af os, men fordi at det er trygt at kunne sige, at sådan er det jo… sådan gør alle de andre også.

Når nogle så forsøger at gøre noget andet, får vi måske øje på, at det tør vi ikke selv, og så skal de lige holdes lidt tilbage. For vi tager altid udgangspunkt i os selv og vores eget verdensbillede. Og det er her muligheden for forandring ligger gemt. Det er svært at finde modet til forandring alene, men sammen kan vi komme rigtig langt. Så kæreste læser – det er nu – tag dine venner og veninder under armen og lav jeres egen lille revolution. Lav en ny norm. Og tænk på hvor meget vi lærer vores unger ved selv at turde være med til at forandre det samfund vi lever i. Vi kan ikke bare lige lave ny lovgivning, men vi kan ændre vores livsstil i hver vores familie – og det kan vi gøre nu og her.

Dagens øvelse:

Jeg opfordrer hermed jer alle til at tage en snak med jeres nærmeste venner om, hvordan det står til, og indlede med at aftale, at i denne snak vil I udelukkende finde på nye muligheder – og give hinanden lov til at drømme store drømme. I skal bakke hinanden op, give hinanden lov til at nytænke uden at have løsninger. Og lad for gud skyld Jante blive hjemme. Skriv jeres drømme, tanker og muligheder ned – evt som et visionboard, og giv hinanden en måned til at finde de første skridt mod en ny hverdag. Så mødes I igen og brainstormer på løsninger. Alt for mange drømme drukner i løsningsmode, inden de overhovedet har fået nok kraft og mod nok til at begynde at svæve, fordi vi dræber dem med – det kan nok ikke lade sig gøre – det sker jo aldrig – det sker ikke for mig – tanker og et mylder af begrænsende overbevisninger. Så lov mig – ingen løsninger den første måned, kun drømme og muligheder.

Del dine erfaringer:

Del dine valg, problematikker eller overvejelser herunder – og lad os inspirere hinanden. Del også dine drømme for et andet liv herunder med os andre. Og lad os bakke hinanden op.

Brug for hjælp?

Hvis du har brug for hjælp til at komme videre, kan du klikke videre til www.roomforyou.dk.